Sunna er en singer/songwriter bosat i Århus. SUNNA spiller drømmende folksy-pop, men hun spiller selv på guitar og synger, og optræder med sit live-band bestående af Sigurdór Gudmundsson bassist, Lasse Michelsen guitarist og Lars Pedersen på trommer. Musikken på albummet er enkel og oprigtig, hvor teksterne har hovedrollen, men understøttes godt af de smagfulde arrangementer af produceren Dennis ”Ghettoblast” Ahlgren, som bl.a. har produceret plader for Tina Dickow.

Sunna Gudlaugsdottir

Sunna er vokset op i en lille havneby i det nordvestlige Island. Hun har spillet musik siden hun var helt lille og blev sat til at synge andenstemme på sin fars sange. Hun er flakket lidt imellem Island og Danmark igennem årene, men har nu slået sig ned i Århus for at blive. Sunna fandt sammen med livebandet i 2018 og de klingede godt fra start. Bandet består af 50% islændinge og 50% danskere, og det mener de er den perfekte blanding. Alle er de scenevante kunstnere som er tæt spillet sammen og nyder at optræde, fortælle historier imellem sangene og være tæt på publikum.

Musikken er hovedsageligt folk-inspireret pop, men er egentlig ikke fastsat til nogen bestemt genre, da der både kan høres tunge beats og rå islandsk natur blandet ind i de guitarbaserede popmelodier. Sangene er varierede og finurligt sat sammen, men har det tilfælles at de alle sammen har en personlig tekst som mange kan relatere til, hvor der bliver sunget om de allerinderste følelser som ensomhed, depression og så selvfølgelig kærlighed. Inspireret af artister som Tina Dickow, Joni Mitchell og First Aid Kit bliver sangene overleveret varmt og intimt og der fortælles historier på overbevisende og rørende vis. Sangene omhandler også store emner så som feminisme og flygtningesituationen, som begge dele har stor betydning for sangerinden, og der høres inspiration fra de første troubadourer som Joan Baez og Bob Dylan.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *